Velkommen til

Jeg håber du kan drage nytte af mine opskrifter og oplevelser med forskellige ting. Send mig en kommentar, hvis du har gode ideer som du gerne vil dele

lørdag den 16. februar 2013

Falafel

Vi lavede fredagshygge-mad i går og menuen blev nogle virkelig lækre falafler i pitabrød med salat, agurk, tomat og hvidløgsdressing. Jeg har faktisk aldrig rigtigt prøvet falafler før, men efter at have hørt og læst meget om dem på andre blogs, var jeg nødt til at prøve.
Jeg fandt opskriften hos Ann-Christine, som passede til mit temperament, og hold da op de var gode!! Jeg tilsatte lidt flere krydderier, men ellers fulgte jeg faktisk hendes opskrift.
Dog lavede jeg dem i en æbleskivepande i stedet for at tilberede dem i friture. Så sparer man også lidt på kalorierne.


Falafler:
400 g tørrede kikærter
2 bdt. persille, hakket
1 fed hvidløg, hakket
2 små løg, hakket
3 tsk. koriander
3 tsk. spidskommen
1 tsk. salt
2 små kartofler, skrællet og revet
4 æg
4 spsk. rasp
½ tsk. chiliflager
2 spsk. citronsaft
Olie til stegning

Kikærterne sættes i blød i cirka 1 døgn. De skal ikke koges!

Blend alle ingredienserne sammen i en foodprocessor. Form falaflerne med en ske og kom dem ned i æbleskivepanden. Og vend dem når de har fået en flot overflade.

Få dem sammen med en hvidløgsdressing og chiliolie.

Velbekomme!

fredag den 15. februar 2013

Rødbede boller

Jeg fandt denne opskrift hos Louise og var simpelthen nødt til at prøve den. Men lavede lidt om i opskriften, så den passede med de ting jeg selv havde i skabene.
Det er blevet en del nemmere at bage efter jeg har fået min rørmaskine. En super lækker Kenwood, som er blevet min nye store kærlighed i køkkenet.



Cirka 15 stykker

25 g gær
3 dl lunken vand
2 dl fromage fraiche
2 spsk. majsolie
2 tsk. salt
1 spsk. honning
300 g rødbede
50 g solsikkekerner
3 dl fuldkornshvedemel
cirka 7-8 dl hvedemel.

Bland vand og fraiche sammen og opløs gæren heri. Tilsæt derefter alle ingredienserne og rør det godt sammen. Ælt det rigtig godt -det er nok nemmest med en røremaskine.
Dejen skal være klistret, men hænge sammen. Lad dejen hæve 1½ time.

Tag dejen ud på et meldrysset bord og fold den sammen til en tyk pølse. Pas på med ikke at slå for meget på den, da luften så vil forsvinde. Skær dejen i passende stykker og kom dem på en bageplade med skærepladen opad. Lad være med at rulle eller folde dem.

Lad bollerne efterhæve i 20 minutter.

Opvarm ovnen til 225 grader og pensel imens bollerne med lidt vand. Bag dem i 20-25 minutter eller indtil de er færdige.

De er rigtig gode som madpakkebrød eller som sandwich med forskellige slags fyld.

onsdag den 13. februar 2013

Minestrone suppe

Jeg elsker minestrone suppe, da der er en mase fyld og forskellige smagsvarianter. Suppe kan generelt godt blive lidt kedeligt, men denne er rigtig god!



200 g bacon i tern
4 tyrkiske pebre eller 1,5 alm. peberfrugt
5 fed hvidløg
2 porrer
4 gulerødder
2 dåser flåede tomater
1 spsk. basilikum
1 spsk. timian
2 L hønsebouillon
salt
300 g frosne ærter
Pasta af hvilken som helt slags (jeg brugte spaghetti).

Bacon svitses i en gryde. Tilsæt grøntsagerne og svits med. Tilsæt krydderierne, flåede tomater og bouillon. Kog i 10 minutter. Tilsæt spaghetti og kog videre i 5 minutter. Tilsæt til sidst ærterne og kog videre i cirka 2-3 minutter til spaghettien er færdig.

onsdag den 6. februar 2013

Avocado-appelsin salat

Vi fik som beskrevet tidligere en dejlig avocado-appelsin salat som tilbehør til vores korn-taboulleh.
Den var dejlig frisk og en god måde til lige at få tømt ud i de sidste rester fra frugtskålen. Den blev blandet med en dressing med hvidløg og frisk pebermynte.


tirsdag den 5. februar 2013

Korn taboulleh med rødbede, æble og persille

Ja, opskriften har fået lidt en anden titel end den originale, da mine granatæbler ikke var gode længere. De blev derfor erstattet med almindelige æbler og mynten blev erstattet af persille.


Vi fik det sammen med fiskefrikadeller og en appelsin-avocado salat

mandag den 4. februar 2013

Madplan uge 6

Mandag: Korn-taboulleh med rødbede, granatæble og mynte. Dertil fiskefrikadeller og avocado-appelsinsalat.
Tirsdag: Butternut suppe
Onsdag: ------------------
Torsdag: Rester af suppen fra tirsdag
Fredag: Pitabrød med falafel. Dertil gnavegrønt med hummus.
Lørdag: ------------------------
Søndag: Rester af falafelerne fra fredag

lørdag den 2. februar 2013

Tapas hygge

I går havde vi en rigtig hyggelig aften med film og tapas. Vi var ikke særlig sultne, så vi handlede ind til en masse små retter.

 Guacamole, fyldte chilipeber, oliven fyldte med mandler, jalapenos, brød, og små "kiks" med tomat, og det bedste: brød med tomat og bøf-mozzarella!

fredag den 1. februar 2013

Gulerods humus

Fantastisk som dyppelse til grøntsager som et mellemmåltid, men også i en sandwich til en salat osv. Humus kan bruges til mange ting, og jeg synes kun den er blevet bedre efter jeg har tilsat gulerødder. Næste gang vil jeg prøve med rødbeder.

2 dåser kikærter
4 store gulerødder
3 tsk. Tahin
Spidskommen
Citronsaft
Cayenne peber
Salt


Kog gulerødderne og blend dem sammen med kikærterne en food-processor. Smag til med krydderierne. Og spæd til med lidt vand til du får den rette konsistens. Den må gerne være lidt stærk og syrlig.

onsdag den 30. januar 2013

Grønkålstærte uden bund

Eftersom eg forsøger at skære godt ned på kulhydraterne lavede jeg derfor denne tærte uden bund. Så egentlig er det ikke en tærte, men nærmere en frittata. Men opskriften lød på en tærte uden bund, så deraf navnet.
Jeg fandt opskriften hos Xenia, men lavede opskriften om, så den ikke indeholder så meget fedt.


250 g grønkål
1 spsk. olivenolie
6 æg
2,5 dl minimælk
100 g revet mozzarella
Salt og peber
100 g hasselnødder

Rib bladene og hak dem mellemfint. Jeg hakkede det hurtigt i food-processoren.
Varm olien op i en gryde og svits grønkålen heri, meget kort, og lad herefter kålen dampe under låg indtil den er faldet lidt sammen.

Hak hasselnødderne groft.

Pisk æggene sammen med mælk, revet ost , salt og peber.

Fordel kålen i et ildfastfad og hæld æggemassen over. Drys med nødderne.

Bages i ovnen ved 180 i 25 minutter, eller indtil æggemassen er stivnet - min var ret tyk så tog lidt længere tid.

tirsdag den 29. januar 2013

Blomkålssuppe

I aftes fik vi en lækker blomkålssuppe. Nem at lave og smager og mætter godt.

Opskriften er som følgende:

1 blomkål
1 løg
4 fed hvidløg
5 dl hønsebouillon
5 dl mælk
20 g smør
Smag til med limesaft, salt og peber

Svits løg og hvidløg. Tilsæt blomkål i buketter og svits det med. Kom herefter bouillon og mælk og lad det koge indtil blomkålet er mørt.
Blend og krydr med salt, peber og limesaft.
Rør herefter de 20 g smør i suppen.

Jeg ristede nogle bacontern som topping.


mandag den 28. januar 2013

Madplan uge 5

Mandag: Blomkålssuppe med bacontern
Tirsdag: Grønkålstærte uden bund med rødkålssalat
Onsdag: Rester af blomkålssuppe fra mandag
Torsdag: Rest fra fryseren
Fredag: Korn taboulleh med rødbede, granatæble og mynte. Dertil avocado-appelsinsalat
Lørdag: Rest af chili con carne (alene hjemme)
Søndag: Rødbede-grønkålssalat med avocado og ristede mandler. Dertil kyllingefilet.