Velkommen til

Jeg håber du kan drage nytte af mine opskrifter og oplevelser med forskellige ting. Send mig en kommentar, hvis du har gode ideer som du gerne vil dele

tirsdag den 22. januar 2013

Madplan uge 4 - lidt forsinket

Mandag: Rester af bulgursret som kom med hjem søndag
Tirsdag: Wokret med kalkun-strimler
Onsdag: Champignondeller med gulerodscreme
Torsdag: Grønkålstærte uden bund med hasselnødder og coleslaw
Fredag: Chili con carne med butternut squash
Lørdag: --------------------------
Søndag: Suppe fra fryseren


torsdag den 10. januar 2013

Mexican Pulled Chicken

Vi spiser meget kylling, men det kan hurtigt godt blive kedeligt med det sædvanlige stegte kyllingebryst. 
Jeg faldt derfor over en opskrift HER og har derfra foretaget mine egne justeringer. 



Vi fik det på bund af rødkål og grønkål sammen med rødløg, tomater og guacamole. 

Sauce:
2 dåser hakkede tomater
2 tsk rødvinseddike
3-5 fed hvidløg
4 tsk chilipulver
1 spsk spidskommen
1-2 spsk oregano
1 spsk. brun farin
Salt og peber


500 g kyllingefilet
1 lille løg
1 spsk. olivenolie


fremgangsmåde:
1) Blend alle ingredienserne til saucen sammen med stavblenderen
2) Skær løget i små tern.
3) Varm olien op i en gryde med stor bund eller en sautérpande.
4) Svits løgene i olien til de er gennemsigtige.
5) Steg kyllingebrysterne 3 min. på hver side i gryden sammen med løgene.
6) Hæld saucen over kyllingen og bring i kog.
7) Lad kyllingen simre i saucen i ca. 20 min. til den er helt mør.
8) Tag kyllingen op og træk kødet fra hinanden med to gafler.
9) Kom den 'pulled' kylling tilbage i saucen og varm igennem 5 min. og smag til med salt, peber og evt. ekstra krydderier.





tirsdag den 8. januar 2013

Koldthævede boller


1 liter vand (koldt)
En kvart pakke gær
2 spsk groft salt
2 spsk honning
500 gram havregryn
600 gram hvedemel

Vand, gær, salt og honning røres. Havregryn i og røres. Til sidst røres melet i. Bliver en klistret masse.

Hæver i køleskab mindst 8 timer, men kan stå i op til 5 døgn.

Sættes på plade med våd ske. (dejen er stadigvæk klister klister)

Bager ved 200 grader ca. 25minutter

Alternativt kan man også tilsætte hakkede mandler, nødder eller solsikkekerner - det er kun fantasien der sætter grænser.  

onsdag den 2. januar 2013

GO Kur 2013


Har I set GO Kur 2013 -jeg er tilmeldt deres mailliste med Christian Bitz opskrifter - man får derved tilsendt en madplan med opskrifter og indkøbslister.

Du kan gå ind og tilmelde dig HER

Jeg har indtil nu fået tilsendt Bitz's madplan hver fredag -mest for at få inspiration til aftenmaden. Det er også mest derfor jeg har tilmeldt mig denne. Jeg har været en del af FitnessDK's slank hold, og de efterlever Bitz's principper om hvordan tallerkenen skal inddeles (50 % grønt, 25 % kød og 25 % kulhydrat i form af ris, pasta eller kartofler).
Mit generelle problem er at få inspiration især når det gælder madpakker til frokost og diverse mellemmåltider.

Har I nogle gode eksempler på mellemmåltider og madpakker?

lørdag den 29. december 2012

Müsli med kokos og chokolade

Herhjemme kan vi ret godt lide müsli, men er ikke ret glade for de købte. Derfor er jeg begyndt at eksperimentere med at lave min egen. Jeg har lavet denne til min veninde i værtindegave, fordi hun er helt vild med den. Jeg har ofte lavet den til brunch - synes den er god dertil på grund af den mørke chokolade.


5 dl havregryn
½ dl hørfrø
½ dl solsikkekerner
½ dl græskarkerner
1 dl mandler, grofthakket
1 dl hasselnødder, grofthakket
1 dl kokosmel
6 tern mørk chokolade, grofthakket
1½ dl kogende vand
2 spsk. honning

Kom havregryn, frø, kerner og nødder i en bradepande. Opløs honningen i den varme vand og bland derefter det hele, så det hele bliver fugtigt.
Rist blandingen i ovnen ved 180-200 grader i 20-25 minutter.
Når blandingen er blevet helt kold, blandes kokosmel og chokolade i blandingen. Kom derefter blandingen i tætlukket emballage.


lørdag den 22. december 2012

Peberkager

Som beskrevet tidligere, så vil jeg i år bager peberkager, som værtindegaver til årets forskellige julebesøg. De blev ikke helt så fine som jeg havde håbet, men synes det går an. Min sprøjtepose havde ikke en tyl, som var tynd nok.




Opskriften fandt jeg HER







onsdag den 19. december 2012

Gulerodssuppe med valnøddepesto

Denne suppe er nok den bedste gulerodssuppe jeg har smagt længe. Den er fra en af mine mange udklip, så jeg ved ikke hvor den præcis kommer fra.

4 personer
600 g skrællede gulerødder
300 g skrællede kartofler
200 g skrællet persillerod
1½ L hønsebouillon
200 g cheasy fraiche 9 %
Salt, peber

1 fed hvidløg
25 g valnødder
½ dl hakket persille
1 spsk. olivenolie
1/4 dl citronsaft
25 g revet parmesan




Skør gulerødder, kartofler og persillerødder i mindre stykker og kom dem i en gryde sammen med hønsebouillon. Bring det hele i kog, og lad det koge 30 minutter til grøntsagerne er møre. Blend suppen med fraiche og smag til med salt og peber. 
Findel hvidløg, valnødder, persille, olie og citronsaft med en stavblender. Rør parmesanosten i og smag til med salt og peber. 
Server pestoen til suppen og med groft brød

tirsdag den 18. december 2012

Minestrone med savoykål og ris

Efter jeg købte mit et savoykål og ikke rigtig vidste hvad jeg skulle gøre med det, fik jeg kigget godt igennem mine mange kogebøger. I Sølvskeen fandt jeg denne Minestrone suppe, som passer perfekt til årstiden.




Til 4-6 personer
4 spsk olivenolie
2 porrer, rensede og hakkede
1 tyk skive lufttørret skinke, hakket (jeg brugte i pakke bacon i tern)
1 kvist frist rosmarin
2 tomater, flåede, udkernede, grofthakkede (jeg brugte i 1 dåse hakkede tomater)
600 g savoykål, skåret i strimler
100 g ris
1 spsk parmesan, friskrevet
salt og peber

Varm 1 spsk af olien og 1 dl vand i en gryde, tilsæt porrer, skinke og rosmarin og kog ved lav varme i 10 min. til porrerne er bløde. Tilsæt tomaterne, krydr med salt og peber og kog igen i 10 minutter. Rør kålen i, hæld 1 L varmt vand over, skue op til middel varme og lad suppen simre i 15 minutter. Bring den i kog, tilsæt risene, rør godt rundt og kog videre i endnu cirka 18 minutter (22 minutter, da jeg brugte brune ris). Rør resten af olien og parmesanen i suppen lige inden servering.

Jeg tilsatte mere vand, da jeg syntes den blev alt for tyk efter min smag.

torsdag den 6. december 2012

Grov flutes

Vi lavede nogle lækre flutes til vores suppe i søndags.. Herhjemme går vi meget op i, at vi spiser groft brød, så opskriften, der blev fundet hos Alt for damerne, blev ændret en smule.



25 g gær
½ l vand
1½ spsk salt
1½ tsk honning
200 g rugmel
260 g fuldkornshvedemel 
300 g hvedemel

Smuldr gæren, og rør den sammen med vand i en skål. Tilsæt salt, honning og rugmel, og rør det godt sammen. Kom det sigtede speltmel i skålen, og rør til dejen er jævn og glat i konsistensen. Drys lidt mel på bordnet, og ælt dejen sammen – husk den må godt være lidt blød. Dæk dejen med et klæde, og stil den til hævning i omkring 35-40 min. på et lunt sted. Form herefter dejen til tre lange flute, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Dæk dem til og lad dem hæve et lunt sted i cirka 40 min. Snit flutene på skrå med en skarp kniv og bag dem ved 225 grader i cirka 25 min., til de er gyldne og sprøde.  




onsdag den 5. december 2012

Ristede græskar-kerner

Dette er en virkelig lækker snack, som man bare kan gå og spise, men de er virkelig også gode som tilbehør til den suppe jeg lavede tidligere på ugen. 



Som lovet, så er her opskriften: 

250 g tørrede græskarkerner
3 dl vand
2 tsk fint salt

Hæld kerner, vand og salt i en stegepande. Kog kernerne - under jævnlig omrøring - til al vandet er fordampet.
Fortsæt med at tørriste kernerne på panden, indtil de er sprøde og luftige. - Du kan høre, de "popper".

tirsdag den 4. december 2012

Hokaido suppe


Vi lavede denne lækre hokaido suppe i søndags, hvor vi fik besøg af mine svigerforældre. Dertil havde jeg bagt nogle virkelig lækre flutes. Det var et perfekt måltid til en virkelig kold weekend. Der er ikke noget bedre end en skål varm suppe og kunne kigge ud på sneen.. 



1 hokaido græskar
1-2 løg
1 fed hvidløg
10 g frisk ingefær
1 frisk chili 
1 spsk olie 
1 rød peberfrugt 
1 1/2 l grøntsags bouillon 
1 lime eller citron

Sauter finthakket løg, hvidløg, ingefær og chili i en gryde med olie 5 min. – uden at brune. 
Vend græskartern og fintsnittet peberfrugt i gryden og spæd med bouillon.
Lad suppen simre til alt er helt mørt – ca. 20 min. Blend suppen jævn og smag til med lime- eller citronsaft, salt og peber.
Skær græskarret i kvarter og skrab kernerne ud. Skær skrællen af græskarstykkerne og skær frugtkødet i tern.

Jeg valgte at servere det med drænet yoghurt og ristede græskarkerner, som I får opskriften på senere.. 





Hvilke supper kan I godt lide?  



mandag den 3. december 2012

Madplan uge 49

I denne tid er der ret travlt, da jeg har eksamner som lige skal overståes,  så jeg får ikke skrevet så meget som jeg gerne ville.. Men I får lige madplanen for denne uge alligevel..

Mandag: Rester fra fryseren
Tirsdag: Rester fra Hokaidosuppe
Onsdag: Rester fra tirsdag
Torsdag: Gulerodssuppe med valnøddepesto
Fredag: Quesadillas med spinat, majs og tacosauce
Lørdag: Hjemmelavet pizza
Søndag: Risengrød